Lækre, muskuløse Amanda

DSC_0249
Alder: 21 år
Højde: 162 cm
Vægt: 64,2 kg
Stilling: Studerende på Roskilde Universitet, hvor jeg læser sociologi og historie.
Diverse: Bor sammen med kæreste i København, arbejder i en boghandel, uddanner mig til crossfit instruktør
Jeg har aldrig nogensinde været en lille spinkel pige, men har egentlig heller aldrig set mig som typen, der havde et par ekstra kg. på sidebenene. Som teenageårene skred frem og de kvindelige former for alvor satte ind, følte jeg mig ikke rigtig længere tiltrækkelig i forhold til de ideal billeder, vi får klistret i hovedet hele tiden. Mine lår var for store og det samme gjaldt min numse og i kombination med min lave højde, følte jeg på ingen måde det fungerede for mig. Jeg var misundelig på piger med lange slanke ben og selv piger, ligesom mig, hvis kvindelige former bare klædte dem lige en tand bedre, end jeg følte mine gjorde. Jeg havde spillede badminton og red i mange år, og er der to sportsgrene, der ikke harmonere med ønsket om tyndere ben. Efter en skade-pause i gymnasiet, kom jeg ind på et helt sidespor og levede super usundt med byture, dårlig mad – for når jeg alligevel ikke kunne træne, hvad var så pointen? Samtidig med alt dette fik jeg en kæreste, som på ingen måde gjorde noget godt for mit selvværd, eller mit liv sådan generelt og han behandlede mig i bund og grund, rigtig dårligt. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg selv var bevidst om, på daværende tidspunkt. Det var ikke en glad Amanda, jeg ser tilbage på, og mit år i 3. g og starten af mit sabbat år ser jeg tilbage på, som nogle af de år, hvor jeg var aller mest ked af det. Udover det, begyndte jeg også at få problemer med at sove om natten og var generelt enormt urolig. Dette fortsatte, på trods af, at jeg gik fra min daværende kæreste og et års tid efter mødte min nuværende, helt fantastiske, kæreste. Jeg følte det hele tiden som om, at jeg manglede noget. Jeg  var ked af min krop, jeg ville tabe mig, men kunne på ingen måde finde motivationen frem, i de forskellige fitnesscentre, som jeg, i korte perioder, var medlem af.
DSC_0252
 Mit liv forandrede sig fuldstændig sidste sommer (sommeren 2012). Det hele startede med, at jeg besluttede mig for, at søge ind som værnepligtig i militæret, en ting jeg ville have gjort efter 3.g, men som på grund af skader og mit dårlige selvværd, ikke var en mulighed. Samtidig var en af mine rigtig gode veninder, jeg boede sammen med, startet til crossfit, og jeg fik overbevist mig selv om, at prøve det af (da jeg alligevel skulle i form, hvis jeg ville ind i Forsvaret). Med hjertebanken og sved på panden af bar nervøsitet, tog jeg til min første prøvetime, og lad mig sige det sådan: jeg har aldrig set mig tilbage siden.
I dag dyrker jeg altså ikke motion for at tabe mig, eller for at opnå fuldstændig urimelige krav til, hvordan min krop kan se ud. Jeg er en robust pige, der let opbygger muskler, men altså lige så let opbygger nogle gode fedtdepoter, hvis jeg ikke tænker bare en smule over, hvad jeg spiser, og jeg får altså aldrig de flotte lange model-ben. Jeg er rigtig ked af, at det tog mig 21 år at erkende, at den krop jeg har fået tildelt, passer perfekt til det liv og den form for sport, jeg holder af at udføre. Jeg træner ikke for at tabe mig, jeg træner fordi min krop og mit sind er gladest, når det er stærkest. Jeg har det aller bedst med en fedtprocent, der ligger lige hvor det skal, nemlig i normalområdet! Jeg træner næsten hver dag, dog med restitutions dage, som jeg dog ikke fastlægger på forhånd. Jeg tillader mig selv, som udgangspunkt, at spise hvad jeg har lyst til. Jeg spiser dog meget sjældent junk-food, da det bare ikke rigtig er noget for mig, men er til gengæld en sucker for alt med raffineret sukker. Jeg har besluttet mig selv, at mit liv er for kort til at nægte mig selv, de ting som jeg elsker så højt. Og derfor prøver jeg, at skabe en balance i mit liv, hvor der er plads til søde sager, men også hvor der skal være dage, hvor jeg ikke spiser det. Grunden til at jeg ikke spiser det, er ikke på grund af min vægt eller fedtprocent, men simpelthen på grund af at jeg får det både fysisk og psykisk dårligt (kvalme, hovedpine), hvis min krop får for meget sukker. I dag, ca. et år efter, er jeg gladere og sundere, end jeg nogensinde har følt mig. Selvfølgelig har jeg også off dage, hvor jeg føler mig som en hvalros, men dem har vi alle sammen. Og på de dage minder jeg mig selv om, hvor lykkelig jeg egentlig er, for det liv jeg lever i dag.
Personligt ved jeg ikke, om jeg synes alt det her health/strong is the new skinny har forandret særlig meget, for der er stadig så utrolig mange piger, der er ultra tynde og samtidig presser kroppen til noget, som den på ingen måde kan klare. Jeg har stor respekt for eksempelvis body fitness modeller, og deres evne til at leve et (til tider) så kontrolleret liv, men det bliver aldrig rigtig mig. Hvis jeg har lyst til en pose fredags-guf, vil jeg have lov til at nyde den! Men jeg ved også, at det kommer til at påvirke min præstation til træning næste dag, og de slag må jeg så tage. Hvilket også er grunden til, at jeg forsøger at holde mig i skindet – i hvert fald det meste af tiden..
DSC_0256 DSC_0254
Tusind tak til helt fantastiske Amanda, som hviler i sig selv og trives i sin krop. Sejt! 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s