Lækre Line

D.14.07.2013

Alder: 23 år
Højde: 163 cm
Vægt: 63 kg
Beskæftigelse: Farmakonomelev på Randers Sønderbros Apotek, hvor jeg er færdigudlært i sommeren 2014.
Diverse: Jeg bor i Randers sammen med min kæreste igennem 3 år. Jeg træner i Fitness DK, hvor jeg primært går til Spinning, BodyFlow og BodyPump.

 

Ernæring, motion og sundhed har generelt altid haft en stor betydning for mig, fra jeg var helt ung. Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år gammel, og derfor har jeg, det meste af min barndom boet på skift, hos min mor og min far. Min far har altid elsket at lave mad og har gjort et stort nummer ud af, at spise sundt og varieret, hvilket også faldt naturligt ind, da hans nye kone var type 1-diabetiker. Derfor lærte jeg også i en tidlig alder, at spise sundt samt vigtigheden af, at behandle sin krop godt. Hele mit liv har jeg tilmed været meget aktiv, og fra jeg var 6 år og frem til, at jeg blev 15 år, kan man groft sagt sige, at jeg boede i et håndboldmål, hvor jeg elskede at hjælpe mine holdkammerater til, at få nogle vigtige sejre i hus. Desværre måtte jeg stoppe med denne sportsgren i en tidlig alder, da jeg fik problemer med min ryg, hvilket betød, at jeg gik fra at træne 5 gange om ugen, samt spille kamp nærmest hver søndag, til at blive direkte inaktiv. I de år, hvor jeg spillede så meget håndbold, tænkte jeg ikke på kosten, som en vigtig del af det, at være i god fysisk form, da jeg vidste, at jeg overordnet set spiste sundt og varieret og, at der med min træningsmængde var plads til slik, sodavand og andre usunde fødevarer. Dette medførte til, at jeg i perioden efter mit exit fra håndboldens verden tog på, som jeg aldrig før havde oplevet og jeg rundede på daværende tidspunkt de 63 kg, hvilket gav en vægtøgning på lige knap 6 kg.

Det var en voldsom omvæltning og fra at føle mig godt tilpas i en sporty krop, følte jeg mig lige pludselig omklamret, slasket og decideret ulækker. At have disse tanker om sig selv og sin krop i en alder af næsten 16 år kombineret med, at hormonerne pisker rundt i kroppen på en meget følsom pige, kan jeg i bakspejlet se, at det var dømt til at gå galt og det medførte også, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse over en rum tid. Fra den ene dag til den anden, begyndte jeg, at læse på varedeklarationer, kigge på antal gram fedt pr. 100 gr. og sætte mig små mål for, hvor mange timer, der kunne gå imellem det, jeg på daværende tidspunkt kaldte for måltider – i dag er betegnelsen ”snack” mere berettiget. Det var nemlig typisk to gulerødder og et halvt æble, som jeg klemte ned et par gange om dagen. Mine forældre og venner bemærkede naturligvis vægttabet, som den reducerede kost medførte, men det var først i maj 2007, at det gik op for dem, hvor slemt det stod til. Jeg kom i behandling i Risskov, hvor jeg kom i tilknytning med Børne og Unge Ambulatoriet – Center for Spiseforstyrrelser. Nogle af de piger, jeg mødte derude, var meget mere syge, end jeg var og efter 14 dages indlæggelse blev jeg udskrevet igen, og lovede mine forældre, at jeg nok skulle ”tage mig sammen”.

Jeg stod overfor at starte i gymnasiet, og jeg ville ikke blive kendt som ”hende med en spiseforstyrrelse”. Jeg begyndte derfor, at spise igen og vægten steg stille og roligt. De næste 2,5 år gik det overraskende godt og jeg formåede at kæmpe mig op på 65 kg, ved hjælp af øl, kage og kantinemad på gymnasiet – altså var det ikke just en sund måde, at øge vægten på, men på daværende tidspunkt, skulle jeg bare smide spiseforstyrrelsen af mig. Desværre er det sådan med en spiseforstyrrelse, at man på intet tidspunkt selv er herre over den, da der som oftest, ligger dybe problemstillinger bag, som skal bearbejdes, og derfor brød den igen ud i februar 2010, hvor jeg på 2,5 måned smed 15 kg. Vægten sagde 50 kg. og kroppen begyndte at reagere. Jeg begyndte at miste noget af mit hår, min menstruation udeblev og min hjerne var konstant som grød, fordi den slet ikke fik, noget at arbejde med. Frem til februar 2011 gik jeg ugentlig til kontrolvejninger og jeg fik i løbet af det år, kæmpet mig tilbage til 61 kg., hvor jeg derved kunne afslutte mine behandlinger og vejninger og få et normalt liv igen.

Tiden derfra og frem til nu, er blevet brugt på, at lære at elske min krop og jeg kan med stolthed sige, at jeg har vundet over anoreksien og jeg har lært at elske min krop som den er.

Det har, som ovenstående tekst forhåbentligt indikerer, ikke været nemt, at nå hertil, hvor jeg er i dag. Min vægt har svinget op og ned hele min ungdom og jeg har aldrig vidst, hvornår jeg var ”OK” – der var jo konstant en ”ny Line”. Da jeg i 2011 havde nået mit mål, rent vægtmæssigt, manglede den vel nok sværeste del: accepten af, at jeg kunne få fat i fedt på hofterne, samt at mine æblekinder var kommet retur. Det har så taget mig knap 2 år at nå til, hvor jeg er i dag og det har kostet blod, sved og tårer. Jeg har måtte erkende, at fascinationen af en pige med sixpack, skal forblive en fascination og ikke en realitet i min verden. Jeg har måtte erkende, at det til tider kan være en god idé, at trykke ”Unfollow” på de Instagramprofiler, hvor billeder af tal fra en badevægt, fylder mere end billeder af chokolade.

Derudover har jeg måtte erkende, at min kæreste, min familie og mine venner og veninder taler sandt, når de fortæller mig, at jeg ser godt ud, som jeg gør og at jeg for første gang, ser SUND ud, hvilket jeg tilmed har måtte erkende altid har været mit mål. Vejen til disse erkendelser har været grænseoverskridende, og til dels givet anledning til, følelsen af at være ”selvfed”, men at skrive ned i en lille lommebog, hver gang man får en kompliment, har vist sig at være en god idé, for det sker oftere, end man selv er klar over – også selvom man har lidt ekstra på sidebenene!

At jeg har et godt selvværd betyder rigtig meget for mig, i min hverdag. Jeg har genvundet lykkefølelsen ved at træne, uden at det bliver en besættelse og dette betyder endvidere, at jeg kan springe et træningspas over, uden at få dårlig samvittighed. Jeg vil gerne erkende, at jeg vægter følelsen af udmattelse efter en hård træning, højere end følelsen af dovenskab, efter at have ligget på sofaen, men på den anden side har jeg også lært at sætte pris på de goder, der er ved at flade ud. Jeg får kvalitetstid med kæresten, jeg arbejder hele tiden på, ikke at få et evt. tilbagefald ved at forøge min accept af, en enkelt aftens inaktivitet og jeg lærer at hvile i mig selv og kunne slappe af i mit eget selskab.

D.14.07.2013 - 2Tusind tak til Line, som jeg har stor respekt for. Line er endnu et bevis på, at det kan være en kamp, at lære at elske sig selv, som man er. Men det er lykkedes for Line og jeg er blevet utrolig inspireret af hendes historie.

Reklamer

2 tanker om "Lækre Line"

  1. Jeg vil bare sige at det er en fantastisk historie du har, super inspirende og super rørende. Delen med unfollow er også noget der tit kommer op i mig, må jeg være ærlig at indrømme 🙂 Der er derfor mange, der er røget fra igen som startede som super inspirerende. Derudover vil jeg også sige at du ser pisse godt ud, og meget sund. Og det er da klart det vigtigste hvad man selv føler, så det er dejligt at du har god kæreste og venner der husker at fortælle det. Tommel op herfra, det er nemlig efterhånden ved at tage overhånd, og folk glemmer at vi er forskellige. God dag og endnu engang tak for dejlig læsning!

  2. WOW – Hold nu op, hvor er du sej LÆKRE Line!!!!

    Jeg er dybt imponeret. Du har det, der hedder vilje, kampgejst og gå-på-mod. Ellers var du aldrig kommet dig over spiseforstyrrelsen, som virkelig kan gribe fat.
    Jeg kæmper selv for at komme ud af det, og har også gået i Risskov gennem længere tid. Din sætning “Jeg har måtte erkende, at fascinationen af en pige med sixpack, skal forblive en fascination og ikke en realitet i min verden.” kan jeg virkelig bruge.
    For som du skriver og har oplevet, er der ofte ned- og opture såvel vægtmæssig som opfattelse af sig selv, og mine nedturer er særligt begyndt, når jeg sætter mig et mål om, at jeg XX-XX-XXXX skal have SIXPACK! OG viljen fejler jo intet, men desværre er jeg stadig så madforskrækket, at jeg glemmer, at man skal spise mere, når man træner mere. Så ja, sixpacken kommer, men det er sgu kun fordi der ikke der fedt på kroppen.

    Tak for et skønt indlæg.
    Og alt held og lykke fremover Line. Du ser godt ud 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s