Stine med et sundt selvværd

Alder: 28 år
Højde: 165 cm.
Vægt: 69 kg.
Stilling: Jurist.
Bopæl: Er en vaskeægte Københavner, men har hevet rødderne op og er draget til det vilde Esbjerg.
Cilvilstatus: Kæreste.

Siden jeg har kunne, gå har jeg elsket at bevæge mig. Da jeg var barn kom jeg stort set igennem alle idrætsgrene, der fandtes og dyrkede alt lige fra vandski til kampsport. Jeg har altid været en pige med blå mærker på knæene, uglet hår og krudt i røven og jeg har derved også haft en stor appetit.

Da jeg er omkring 14 år forelsker jeg mig i roning. Jeg træner stort set hver dag, ofte flere gange om dagen og altid med et mål i sigte. Jeg kan stort set spise, hvad jeg har lyst til, fordi træningen fylder så meget.

I 3.g mister jeg dog interessen for roningen og i den tro på, at jeg stadig kan spise, hvad jeg har lyst til, tager jeg på. Rigtig meget endda. Jeg bevæger mig stort set ikke i 2 år og når man ikke er så høj, kan hvert enkelt kilo meget hurtigt ses. I løbet af et års tid, formåede jeg at tage 10 kg på. Jeg tror ikke selv, at jeg er bekendt med, hvor blød og rund jeg er blevet, før min daværende kæreste fortæller mig, at jeg nok skal til at passe lidt på.. Først bliver jeg rigtig ked af det, men herefter tager jeg mig sammen og i løbet af 2.5 måned, har jeg smidt 13 kg. Jeg er stringent, spiser intet jeg ikke må og rør faktisk ikke sukker overhovedet i næsten 2 år.

Jeg forbinder pludselig mad med noget farligt og jeg vil hellere brække en arm, end jeg vil spise en lakridspibe. Jeg har decideret mareridt om natten om, at jeg spiser slik og pludselig bliver tyk igen. Mad bliver forbundet med frustrationer og pludselig, for første gang i mit liv, blev træning en sur pligt, der handler om kalorieforbrænding og et andet billede i spejlet.

På dette tidspunkt møder jeg et menneske, der ændrer mit syn på mad, træning og sundhed fuldstændig. Vi mødes pga. en fælles interesse omkring vægttab og træning og hun bliver hurtig én af mine tætteste veninder. Hun lukker mig ind i hendes sind, der er i rigtig mange år har været hærget af en voldsom spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen hænger over hende som en mørk sky og hærger hendes liv. Alt handler om kalorieberegning, træning og vægt og det får indflydelse på alle aspekter i hendes liv. Hun har udviklet et massivt selvhad på trods af, at hun er en virkelig smuk pige med en flot krop og det er en underdrivelse at sige, at det ødelægger hendes hverdag. Jeg tror på, når hun fortæller mig, at det er et levende helvede.
At se et menneske jeg holder så meget af, få ødelagt sit liv for at opnå et kropsideal som muligvis er umuligt, begynder jeg at revurdere mit eget forhold til kost, træning og sundhed. For er det virkelig det værd?

Fra at have været stærkt fanatisk, får jeg et mere laidback forhold til mad og min krop. Glæden ved træning kommer igen og jeg kan mærke, hvordan et sundt sind også giver en sund krop. Det var en lang proces, men efterhånden føler jeg, at der er skabt en balance. Vi har lært at samarbejde – min krop og jeg – jeg lytter efter og den fortæller mig, hvad den har brug for. Som udgangspunkt er det sund mad og motion – og ikke mindst søvn – den beder om, men en gang imellem er det altså også et stort stykke chokoladekage.

Den balance, som jeg har opnået, har også gjort, at min krop og jeg, har opnået ting vi ellers kun kan drømme om. Der er efterhånden skrevet ca. 40 x halvmarathon, 4 x maraton, 2 x halve ironman og flere andre ekstremløb på løbskontoen. Og om 4 uger skulle jeg gerne være i mål med min hidtidige største præstation – 1 fuld ironman.

Træningen op til har været hård og det har virkelig sat min krop og min hjerne på prøve. Men jeg gør det fordi, at jeg elsker det. Hver eneste løbetur, hver eneste tur i havet, hver eneste tur på cyklen, er forbundet med en lykkefølelse. Nogen gange er det kun få sekunder, men den kommer hver eneste gang. Det er den fornemmelse, jeg jagter og det er det, der gør, at jeg elsker at træne. Det handler ikke om kalorieforbrænding. Det handler om at komme helt derud, hvor krop og hjerne bliver en helhed, der samarbejder om næste trin og næste muskelbevægelse.

Min krop har bevist, at den er en lille maskine, der kan blive ved og ved. Det tror jeg primært kommer af kærlighed til den. Man har kun dette ene liv. Og helt ærlig, så tror jeg altså ikke, at jeg som 80-årig vil fortryde, at jeg havde 5 kg. fedt for meget på sidebenene, men i stedet har jeg tænkt mig at leve et liv, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og være stolt af, hvad jeg ser og hvad jeg har opnået. Og herunder spise en stor is med guf og syltetøj i sommervarmen – bare fordi.

Besøg Stine’s fine blog her.